Broderskabsvej set mod øst fra Folkets Allé december 1987. Tegning: Palle Pio

 

Skal byggeforeningens historie skrives, ville det være belejligt med en historiker!

 

Vi er heldige, at have fået tilladelse til her at bringe en artikel fra Weekendavisen 31. december-7. januar 1988 - med illustration af tegneren Palle Pio - og skrevet af (magister i historie + meget andet godt..) Erik Kjersgaard:

 

"På verdensudstillingen i Paris i 1867 fremviste man modeller til nye arbejderboliger, og de vakte så stor begejstring, at ophavsmanden – som pudsigt nok var ingen anden end kejser Napoleon den 3. selv – modtog en medalje. Den blev overrakt ham af udstillingens formand – morsomt nok hans egen søn, kejserprinsen, der var otte år gammel. Det var den slags ting, der fik Karl Marx til at kalde Napoleon den 3. for en ”kanalje”.

 

Broderskabsvej 15. Familien Weitzmann ved spisebordet i lysthuset c. 1903. Foto: Johan Weitzmann

 

Men bortset fra det farceagtige i situationen, siger den en hel del om tiden og det ”arbejderspørgsmål”, der pressede sig på med tiltagende og uafviselig styrke. I tilbageblik vil man nok finde, at problemet omkring arbejderboliger kun var en mindre del af en langt større helhed; men de overfyldte byer med deres sammenstuvning af fattige i gammel slum eller nyt spekulationsbyggeri var i modsætning til meget andet en synlig realitet, der skar i øjnene, og en løsning syntes at ligge inden for de grænser, der kunne nås med velvilje og filantropi.

 

Broderskabsvej 15. Familien Weitzmann ses ved indgangsdøren c. 1903.

Foto: Johan Weitzmann

 

I Danmark blev Lægeforeningens Boliger – bedst kendt som Brumleby – på Østre Fælled det første konkrete resultat af disse bestræbelser. Deres opførelse skyldtes forskrækkelsen over koleraepidemien i 1853; men om dem er der talt og skrevet meget, så det vil jeg afholde mig fra og i stedet henlede opmærksomheden på Frederiksbergske Arbejderes Byggeforening og den ”koloni”, der i årene o. 1900 opstod ved Peter Bangs Vej på Frederiksberg. De fleste vil formentlig kunne gå gennem kvarteret uden at bemærke andet end nogle villaer fra århundredskiftet i pyntelig nybarok med røde mansardtage; men sådan er det vel med demokratiets arkitektoniske monumenter; de er ifølge sagens natur lidet iøjnefaldende og må ligefrem opdages. I dette tilfælde var det af en kollega til mig, arkitekt Kjeld de Fine Licht ved Nationalmuseet, der blev doktor på old-romersk monumentalarkitektur – umuligt at overse, men her til en afveksling valgte at grave en knap så fjern historie op af glemselen.

 

Broderskabsvej 15. Familien Weitzmann ses med naboer foran huset c. 1903.

Foto: Johan Weitzmann

 

Hvor Brumleby som sagt var lægeforeningens opfindelse og dermed filantropi, skyldes arbejderboligerne ved Peter Bangs Vej arbejderne selv, og ideen havde såvel politiske over- som undertoner. Den tid var kommet, sagde formanden for Belysningsarbejdernes Forbund på et møde i 1898, da arbejderne skulle ”skabe fordele for sig selv på kapitalens bekostning”. Og dog var det hele ikke mere revolutionært, end at alt kunne realiseres på baggrund af loven om ”lån til ombygning af overbebyggede og usunde bydele”, som Rigsdagen havde vedtaget og bilagt med to millioner kroner – en formidabel sum dengang – der skulle udloddes som byggelån til fire procents rente.

 

Folkets Allé med børn, som leger c. 1905. Foto: Johan Weitzmann

 

Det var gasværksarbejderne på Frederiksberg, der ville bygge, og selv om gasværket endnu ikke var kommunalt, fandt byrådet dog, at da det var kommunens ”egne” arbejdere, det drejede sig om, ville man nok sige ja til planerne, idet man dog ikke lagde skjul på, at man for alt i verden måtte hindre Frederiksberg i at blive losseplads for Københavns befolkningsoverskud og sociale problemer. Nu gik det hverken værre eller bedre, end at gasværksarbejderne ikke kunne samle medlemmer nok på gasværket, så de måtte åbne for tilgang udefra; men da var man allerede så langt fremme, at bordet fangede. Efter nogen vaklen blev Gotfred Tvede og Olaf Schmidth valgt som arkitekter. Navnlig Schmidth er i den sammenhæng interessant, fordi han herhjemme hørte til foregangsmændene i den unge generation, der ikke fandt, at arkitektens opgave var løst med en flot facade på et murermesterhus. Så han kilede på i bevidstheden om, at man på den lille plads, der nu engang var til rådighed – for flotte sig kunne man ikke – skulle have brugbare, to (tre red.bem.) -værelses boliger i nette omgivelser. Tanken om kasernebyggeri – lange længer med mange opgange – blev hurtigt droppet. Helst havde byggeforeningens medlemmer vist set noget stateligt, noget med tårne og blikspir, som det hørte sig til; men økonomien dikterede mere beskedne villahuse med to og fire lejligheder. Så var der også plads til udhuse med retirader – det var før wc´ets tid – og hønsehold.

 

Hønsene fodres i haven c. 1910. Foto: Johan Weitzmann

 

Midt i arbejdet blev byggepladsen lammet af storstrejken og storlockouten i 1899; men man blev dog færdig, og året efter begyndte folk at flytte ind – både byggeforeningens egne medlemmer og lejere, der ikke var medlemmer. Der blev afholdt en gevaldig indvielsesfest på Gimle ved Grundtvigsvej med højt smørrebrød og hornmusik, og alle medlemmer af foreningen – dvs. mændene, kvinder talte ikke – blev sendt til fotografen, så alle kunne erhverve det obligatoriske billede – en sværm af portrætter i glansfuld ramme til ophængning og minde..

 

Broderskabsvej 17. Huset set fra haven c. 1908. Foto: Johan Weitzmann

 

At det var en arbejderkoloni, der havde etableret sig her, skulle ingen glemme. Det siges, at alle stakitter i begyndelsen var malet røde; men det kan nu være, fordi man ønskede en kontrast til de hvide huse. Navngivningen af vejene var imidlertid ikke tilfældig: Samfunds Allé og Folkets Allé samt Friheds-, Ligheds- og Broderskabsvej. Der var også – navnlig i de første år – mange tiltag, der skulle styrke solidariteten, og der var børnenes spontane sammenhold og slåskampe. De gjorde fælles front mod dem ovre fra Kronprinsensvej – også en slags klassekamp.

 

Nogle af kvarterets børn i 1900-tallets første årti på en af de marker, der omgav kolonien.                 Foto hos Claus Kortzau

 

Og så gik der tyve år, medens lånene blev betalt ned, og medens byggeforeningens medlemmer gradvis blev husejere i egentligste forstand. I 1922 erklærede formanden: ”Foreningens formål er udtømt”, og så forsvandt den bare. At skabe sig fordele på kapitalens bekostning er – at erhverve kapital.

                                                                                                        Erik Kjersgaard

 

Vue over kolonien med forretningsbygningen, Buen i forgrunden - set fra Peter Bangs Vej (muligvis fra toppen af en skorsten) mod sydvest c. 1903. Foto: Johan Weitzmann

 

Byggeforeningen ejede også en stor forretningsbygning, kaldet Buen, der indeholdt alle nødvendige nærbutikker med dagligvarer. Den blev solgt 1919 i forbindelse med foreningens overgang til selveje og nedrevet i 1956 for at give plads til den nuværende etageejendom Bastillegården. Pladsen foran Buen var et naturligt mødested for FAB´s beboere og samlingssted ved festlige lejligheder. De forretningsdrivende arrangerede i en årrække fastelavnsfester her for børnene. Ellers var koloniens andet samlingssted Boulevarden, som nu kaldes Volden; her kunne børnene lege i større flokke.

                                                                                               

Børn på boulevarden opstillet til fotografering 1924-25. Foto hos Kurt Smith                                                                                                           

Foreningens 1. referat:

Frederiksberg Gasværksarbejder Byggeforenings 1^ste Møde afholdtes i Smallegade no. 48 Torsdagen den 15^de Marts 1898. Mødte vare alle Arbejdere fra Værket, som kunne komme tilstede cirka 60 Mand.

 

P.Lund åbnede Mødet og bød de tilstedeværende Velkommen og meddelte, at der havde dannet sig et Udvalg paa 5 Mand, som havde besluttet i fællesskab at indbyde Værkets samtlige Arbejdere til et Møde for at drøfte, om vi ved at slutte os sammen i en Byggeforening, var istand til at bygge os et Hjem for os selv og betonede, at Husværterne i København og Frederiksberg havde tvunget os til at foretage dette Skridt.

 

C.Johansen valgtes til Dirigent. Efter at have modtaget og takket for Valget gav han Ordet til L.Nielsen, Formanden for Belysningsarbejdernes Forbund, som udviklede i sin Tale det forhold, som Arbejderne nu var kommen til at staa i - overfor de forskjellige grundejere - som rent ud - havde foretaget en Jagt efter de Familier, som havde flere Børn, og fremhævede andre Landes fremgang i Kooperativ henseende, og mente at Tiden var kommen, hvor også vi her hjemme burde tage i betænkning - ad den Vei - at skabe fordele for os selv på Kapitalens bekostning og sluttede med at opfordre de tilstedeværende til at gjøre et forsøg i den Retning : nemlig at skabe sig et Hjem.

 

Efter forskellige Udtalelser af C.Heimann, C.Longfors og Murer Hansen med flere, som alle anbefalede Sagen på det varmeste for et godt Resultat og godt Sammenarbejde i så henseende, vedtoges det Enstemmig at danne en sådan Forening, som skulde virke hen til at skabe et Selvstændigt Hjem for hver af Foreningens Medlemmer.

 

Herefter skredes til Valg af Bestyrelse på 7 Mand. Til Formand valgtes L. Nielsen, til Kasserer C.Johansen, til Repræsentanter Murer Hansen, C. Longfors, Jørgen Hansen, tømrer Gandrup, P.Rasmussen. Som Suppleanter til Bestyrelsen valgtes P.Petersen og P.Lund. Til Revisorer Anton Andersen og P.Olsen og til Revisorsuppleant G.M.Friis.

 

Efter at Dirigenten havde takket for god Ro og Orden, udbragte han et Leve for vor nye Forening og et godt Sammenarbejde.

Hermed hævedes mødet.

Underskrevet: C.Johansen, dirigent og C.Longfors, sekretær.